Der er mange ting at tage stilling til, inden du søger om optagelse på hf. Få svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål her.

Om lektier og tid

Hvor mange lektier skal jeg regne med at skulle lave på hf?
Det er ret forskelligt fra fag til fag, men du kan godt regne med at skulle en tur omkring din computer og dine bøger hver dag efter skole. Der er både almindelige læselektier (nogle kan du måske klare i bussen på vej til skole) og skriftlige afleveringer hver uge.

Jeg går ret meget op i min sport. Kan jeg nå at træne til hverdag?
Ja, det kan du da. Motion er godt for hjernen, så det vil også være godt for din indlæring. Men hvis du træner meget, bliver du nok nødt til at planlægge dine afleveringer i god tid. Hvis du træner på elite-niveau har du mulighed for at komme på TeamDannark-ordning. Læs mere her >

Nogen siger, at gymnasiet tager al ens tid. Er der overhovedet tid til andre ting?
Selvfølgelig. Gymnasiet er, hvad du gør det til. Selvfølgelig skal du følge med og lave dine ting, men du kan tænke på det som et fuldtidsarbejde. Der skal også være plads til noget andet om aftnen og i weekenderne.

Om skoledagen

Hvor lang er en almindelig skoledag på hf?
Du kommer nok til at møde kl. 8.10 de fleste dage. Til gengæld er det lidt forskelligt om du har fri kl. 14.10, 15.05 eller enkelte dage kl. 16. Derudover er der frivillig lektiecafé 3 gange om ugen, hvor en del elever bliver for at få lektierne færdige, inden de tager hjem. Lektiecafeen er åben fra kl. 15.15-16.30. Der er i øvrigt altid lærere i lektiecaféen, som kan hjælpe i fagene.

Hvordan er forholdet til lærerne?
Vi går ret meget op i god stemning på Himmelev, og du vil derfor også opleve, at lærerne er interesserede i at lære eleverne godt at kende. Der er en uhøjtidelig og tryg stemning i klasseværelset og på skolen, og vi gør meget ud af at møde eleverne i øjenhøjde.

Hvilken slags undervisning kan jeg forvente?
Det afhænger selvfølgelig noget af læreren og den klasse, du kommer i, men vi kan godt love, at du ikke skal sidde stille og passivt hele dagen. Du vil opleve, at alle lærere er forskellige, og at de generelt gør meget for at skabe variation i timerne. Du kommer både til at møde gruppearbejde, eksperimentelt arbejde i laboratorierne, projektundervisning, pararbejde, innovation, tavleundervisning og skrivetimer. Derudover er der jo en række timer på hf, som er øremærket praktik- og projektperioder.

Hvad laver man i pauserne?
Nogenlunde hvad der falder dig ind. Slapper af i sofaerne, køber en chilibagel i kantinen, sidder udenfor i solen, spiller basket, tager en tur på parkourbanen.... Vi har en lang pause kl. 9.55-10.10 og en god spisepause kl. 11.55-12.25. Og så er der 5 minutters pauser mellem alle de øvrige timer.

Om det faglige niveau

Jeg er lidt nervøs for, at alle de andre er dygtigere end mig. Hvor god skal man være?
Der er stor spredning i elevernes faglige niveau, og undervisningen bliver derfor tilpasset den enkelte klasse og den enkelte elev. Men tænk på det sådan her: Hvis du lever op til optagelseskravene, så er du klar til at tage en hf. Og hvis det er lidt svært, så kan man nå langt med en ekstra indsats og god hjælp. Det første står du selv for, det sidste har vi masser af.

Hvad så hvis man generelt har haft ret let ved tingene i folkeskolen og måske trænger til nogle faglige udfordringer?
Så har vi en række talentprogrammer, som du enten kan tilmelde dig eller ansøge om at blive optaget i. Det er fx U-faktor, der er en slags brobygning med de videregående uddannelser og ATU (Akademiet for Talentfulde Unge).

Om det sociale miljø

Jeg kender ikke nogen på skolen i forvejen. Vil det være et problem, når jeg starter?
Nej, bestemt ikke. Der er mange, der begynder i 1.hf uden at kende andre i klassen eller på årgangen i forvejen. Skolen arrangerer en række introaktiviteter de første dage, der skal ryste jer sammen som klasse. Og så må vi sige, at vi på Himmelev har et rigtig studiemiljø, hvor der er plads til alle. Du kommer hurtigt til at lære en masse at kende.

Man hører jo så meget! Hvilken type elever går på Himmelev?
I hvert fald flere forskellige end du tror. :-) Vi har ca en af hver eneste slags. Du skal være hjertelig velkommen uanset om du er til smækbukser eller kilt, grønt hår eller tørklæde. En himmelev-elev er sin egen, og vi vil hellere se på dig som person, end på det tøj du lige fandt frem her til morgen
.

Læs mere