Velkommen til alle vores nye elever i 1.g og 1.hf.

Mandag den 13. august kl. 9.30 begynder dit liv som gymnasieelev. Du har meget at glæde dig til, for gymnasietiden er en af de allervigtigste perioder i dit liv.

Du skal møde i kantinen sammen med alle de andre i de 7 stx-klasser og 2 hf-klasser, som tilsammen udgør årgang 2018 på Himmelev Gymnasium. Dine tutorer vil møde dig allerede ved hovedindgangen, ved Syd-indgangen og ved busstoppestedet på Herregårdsvej. De står med klasseskilte og vil hjælpe dig på plads i kantinen, så du kommer til at sidde sammen med de andre i din nye klasse.

Efter en hyggelig fælles velkomst med rektor i spidsen går alle klasser ud i deres lokaler sammen med tutorerne og teamlærerne. Her vil der være forskellige sociale aktiviteter. Du vil få udleveret en Himmelev-pose med alle dine bøger, få den første rundvisning på skolen, høre om skema og ringetider, finde ud af hvad lectio er for noget, få gode råd fra dine tutorer og stille og roligt blive introduceret til gymnasielivet.

Første skoledag slutter ca. kl. 13.25

Du kan læse mere om første skoledag og om resten af introforløbet i velkomsthæftet, som du har fået tilsendt med posten sammen med information om din klasse.

Eleverne i 2.g, 3.g og 2.hf møder først torsdag den 16. august, så 1.g og 1.hf har skolen for sig selv de første dage.

Hvis du har spørgsmål til din skolestart på Himmelev Gymnasium, er du meget velkommen til at kontakte kontoret, som åbner torsdag den 9. august.

 

 

Læs mere