Når man har det godt, så lærer man bedre!

Det har unægteligt været et noget anderledes skoleår, end vi er vant til. Vi har savnet at være sammen, at se hinanden i øjnene, at opleve nyt sammen og især at have muligheden for at lære hinanden bedre at kende og udvikle os sammen. Det gælder især for vores 1.g'ere og 1.hf'ere, der knap nåede at starte i nye klasser, inden Himmelev Gymnasium måtte lukke for fysisk undervisning ligesom resten af landets ungdomsuddannelser.

Men nu er vi i gang med genåbningen, og det skal fejres! Derfor inviterer Himmelev Gymnasium alle vores 1.g- og 1.hf-klasser til en trivselsdag i Klatreskoven i Glostrup sammen med en fællesfagslærer. Der er booket tid til klasserne på teambanen, hvor der er fokus på samarbejde.

Trivselsdagene ligger i uge 21 og 22. De specifikke datoer vil fremgå af skemaet i Lectio.