Inden længe er det uigenkaldeligt den allersidste tid på Himmelev Gymnasium for eleverne i 2.hf og 3.g. De nærmer sig målet, og det fejrer vi med en række arrangementer og begivenheder, som selvfølgelig alle afholdes under hensyntagen til myndighedernes anbefalinger og retningslinjer.

Nedtælling

Fra tirsdag den 25/5 til fredag den 4/6 skiftes afgangsklasserne til at tælle ned til sidste undervisningsdag. Det foregår med afskedsvideoer fra klasserne, som offentliggøres ved spisepausens start på vores instagram.

Gallamiddag

Selvom det bliver med afstand og håndsprit, så ruller vi selvfølgelig den røde løber ud, når afgangseleverne inviteres til gallamiddag fredag den 28/5 fra kl. 17. Middagen foregår ude i klasserne sammen med lærerne. Inden maden kommer på bordet, sender kåringsudvalget Kåringsshow live ud til klasserne  fra vores egen orange scene.
I løbet af aftenen skiftes klasserne til at danse lanciers i kantinen.

Sidste undervisningsdag

Sidste undervisningsdag for alle skolens elever er fredag den 4/6. Første modul er afsat til en hyggelig afslutningsmorgenmad i afgangsklasserne.

Studenterdagene

Studenterne springer ud fra mandag den 21/6 til onsdag den 23/6 bortset fra to hf-studenter, der allerede fredag den 18/6 kan få huerne på for derefter at hejse skolens flag som årets første blå studenter. Det fremgår af den kommende students skema, hvornår den sidste eksamen er slut, og dermed hvornår der skal sættes hue på. Med de seneste retningslinjer fra myndighederne er der ikke længere begrænsninger på, hvor mange gæster hver student må have med til at fejre huebegivenheden. I er velkomne til at benytte kantinen efterfølgende. Vi henstiller dog til, at fejringen ikke varer længere end 45 minutter. Kantinen vil selvfølgelig være pyntet op til lejligheden. Der vil ikke være adgang til hjemstavnene for gæster.
Alle gæster skal medbringe et gyldigt coronapas.

Translokation og vognkørsel

Sæt kryds i kalenderen fredag den 25/6 kl. 10-11.30, hvor vi holder den traditionsrige og højtidelige translokation med uddeling af eksamensbeviserne. Translokationen vil i år kun være for studenterne. Pga hallens størrelse og afstandskravene kan vi desværre ikke invitere gæster med. Sådan var det også sidste år. Til gengæld sender vi translokationen live på vores facebook så forældre, bedsteforældre og venner kan se med hjemmefra. Med de seneste udmeldinger fra regeringen står det nu klart, at studentervognene kommer til at køre fra Himmelev Gymnasium kl. 12 efter translokationen, næsten som vi plejer. Afstandskravet gælder ikke i studentervognene. Til gengæld er anbefalingen, at man begrænser antallet af stop på vejen og undlader at mødes med andre klasser.
Alle studenter skal have et gyldigt coronapas/negativ test ved deltagelse i translokation og vognkørsel.

 

Opdateret 15/6-21 kl. 10:29