Opgaven

Dansk-historieopgaven (DHO) i 1.g er første gang, du skal udarbejde et større skriftligt produkt som øvelse, inden du skal skrive SRO i 2.g og SRP i 3.g. Du skal skrive en opgave, som du efterfølgende skal forsvare ved en mundtlig prøve.

Vigtige datoer

Mandag 11/3-24: Kick-off
Uge 20: Metodemoduler
Torsdag 23/5 - fredag 24/5-24: Skrivedage
Søndag 26/5-24: Aflevering
Onsdag 29/5 - Torsdag 30/5-24: Mundtligt forsvar

Om opgaven

Krav til opgaven
  • Opgaven skal fylde 5-7 sider. En side er normalt 2400 anslag.
  • Skriftstørrelse 12, 1½ linjeafstand, standardmargen.
  • Husk at forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste, fodnoter, bilag, billeder og illustrationer ikke tæller med i det samlede sidetal. Litteraturhenvisninger skal stå som fodnoter nederst på siden.
  • Sidenummereringen starter efter forsiden, og hver side i opgaven skal nummereres. Forsiden skal altså ikke nummereres.
  • Der er knyttet 10 fordybelsestimer til opgaven, så alt materiale skal være læst inden skrivedagene, så du kan koncentrere dig om at skrive.
  • Opgaven skal skrives individuelt.
Opgaveformulering

Det er dine lærere, der formulerer den opgave, du skal løse. Opgaveformuleringen giver dig et overblik over den opgave, du skal skrive.

Opbygning af opgaven
  1. Forside med angivelse af opgavetitel, fag, lærer, navn og klasse
  2. Indholdsfortegnelse
  3. Indledning
  4. Redegørelse
  5. Analyse og fortolkning af primær litteratur/kildekritik
  6. Diskussion, perspektivering, vurdering
  7. Konklusion
  8. Litteraturliste
Henvisninger og bilag

Du skal altid henvise til, hvilken kilde dine citater, figurer og andre oplysninger er hentet fra. Hvis du ikke gør dette, kan dele af opgaven bedømmes som snyd. Det er vigtigt, at dit layout giver et klart indtryk, og at billeder og tabeller er logisk placeret og inddrages i teksten, så opgaven er let at læse.

Vejledning

Du får vejledning på skolen i skrivedagene. Din lærer vil give dig de specifikke tidspunkter. Vejledningen skal give dig hjælp og støtte i din skriveproces.
Det er vigtigt, at du har forberedt dig godt, inden du møder op til vejledning. Overvej hjemmefra hvad du helt konkret har brug for hjælp til. Skriv gerne dine spørgsmål ned på forhånd.

Bedømmelseskriterier
  1. Besvares alle dele af opgaveformuleringen?
  2. Er besvarelsen tilstrækkelig målrettet/fokuseret i forhold til opgaveformuleringen?
  3. Er besvarelsen hensigtsmæssigt disponeret med hensyn til rækkefølgen af afsnittene? Er vægtningen af de enkelte afsnit passende?
  4. Bliver relevante faglige begreber og metoder anvendt og bruges de korrekt?
  5. Er den sproglige udformning klar og præcis samt ensartet igennem hele opgaven?
  6. Er der præcise henvisninger og fyldestgørende dokumentation?
  7. Er alle kilder oplyst, og er litteraturlisten i orden?
  8. Er materialeudvalget relevant, passende i omfang og anvendt hensigtsmæssigt?

Husk at læse grundig korrektur på opgaven inden afleveringen.

Mundtligt forsvar

Du skal fremlægge din DHO mundtligt for dine to lærere. Ved den mundtlige præsentation skal du præsentere dine delkonklusioner til opgavens tre hovedafsnit og indgå i en dialog om det emne, du har skrevet om. Ved den mundtlige fremlæggelse vil dine lærere vurdere, om du præsenterer dit arbejde på en fokuseret måde, og om du løsriver dig fra dine papirer. Du vil desuden blive vurderet på, hvordan du har brugt fagene og deres metoder. Som disposition for din opgave kan du bruge et talepapir.