

Europa i perspektiv - fransk
Hvis du er nysgerrig på verden og interesseret i mennesker, sprog og samfund – og samtidig har lyst til at blive stærk i både engelsk og fransk – så er "Europa i perspektiv - fransk" noget for dig.
Du får kompetencer, der er efterspurgte i en globaliseret verden – uanset om du drømmer om at arbejde i udlandet, studere internationale forhold eller blive journalist. Med engelsk, fransk og samfundsfag udvikler du analytiske og kommunikative færdigheder, der åbner døre til uddannelser inden for jura, politik, økonomi, sprog og kommunikation.
Studieretningen passer til dig, der vil forstå verden bedst muligt – gennem sprog, kultur og samfundsanalyse. Du bliver rustet til at navigere i en kompleks verden og kommunikere på tværs af landegrænser.
Undervisningen er varieret og aktuel. Du kommer bl.a. til at undersøge, hvordan medier og politik påvirker samfundet. Vi diskuterer aktuelle emner af både politisk og almen karakter og arbejder projektorienteret med alt fra franske film til europæisk ungdomskultur. Du kommer til at bruge både det franske og det engelske sprog aktivt i virkelighedsnære situationer fx i interviews, rollespil og kreative formater.
De 3 studieretningsfag spiller godt sammen og kan fx samarbejde om at undersøge, hvordan medier former politiske dagsordner i Europa. eller hvad sprog afslører om magt, køn og identitet.
Vi tager undervisningen ud af klasselokalet, når vi tager på ekskursion til ambassader og Det Franske Institut, og når vi går i biografen eller på museumsbesøg.

STUDIERETNINGSFAGENE
Engelsk A: Engelsk er det globale hovedsprog. Du kommer til at arbejde med både klassisk litteratur og Shakespeare samt moderne medier. Vi diskuterer aktuelle emner og analyserer engelsksprogede tekster og film, som styrker dine evner til at kommunikere klart og kreativt – både mundtligt og skriftligt.
Fransk A: Kernen i faget er at udvikle dine mundtlige og skriftlige færdigheder i fransk. Vi arbejder både med sprogfærdigheder og grammatik samt analyse af franske tekster og medier. Emnerne spænder vidt fra aktuelle samfundstemaer til film, litteratur og medier.
Samfundsfag B: Du får viden om politiske systemer, økonomi og sociale bevægelser – og lærer at analysere og tage stilling til aktuelle problemstillinger i Danmark, Frankrig og resten af verden.

STUDIETUREN
Studieturen ligger i 2.g, og det er oplagt at rejse i enten det ene eller begge sprogfag. Vi tager fx til Paris for at opleve den franske kultur og for at bruge sproget ude i virkeligheden. Men vi kan også tage til Bruxelles og se nærmere på EU eller besøge Manchester, Edinburgh eller Dublin for at undersøge britisk kultur og aktuelle samfundsforhold.
Der er også mulighed for at komme på en tur i 3.g i fransk. Det kunne fx være på en udvekslingsrejse med et fransk gymnasium.

HVILKE UDDANNELSER FÅR JEG ADGANG TIL?
Studieretningen "Europa i perspektiv - fransk" med Engelsk A, Fransk A og Samfundsfag B giverdig stærke kommunikative og analytiske kompetencer som er eftertragtede i mange internationale og uddannelsesmæssige sammenhænge, fx:
- EU-arbejde, på ambassader og i internationale organisationer (FN, UNESCO, NGO'er)
- Undervisning og formidling
- Kommunikation og kulturformidling
- Rejsebranchen
Studieretningen giver dig adgang til en bred vifte af videregående uddannelser. Se oversigten på Uddannelsesguiden/Adgangskortet. Husk at dine muligheder kan udvides med dine valgfag. Prøv at taste valgfagene ind i oversigten i linket.
Engelsk A – Fransk A – Samfundsfag B
* Hvis Latin C vælges som et valgfag på C-niveau, kan det naturvidenskabelige fag på B-niveau
erstattes af et andet valgfag på B-niveau (C >> B)
GF
1.G
2.G
3.G
Obligatoriske fag
Valgfag

DESIGN DIN STUDIERETNING
Prøv studieretningvælgeren. Her kan du selv sammensætte din drømmestudieretning og se mulighederne for sprog, kunst og valgfag.

SE VORES MANGE VALGFAG
Valgfagene giver dig mulighed for at tone din studieretning efter dine særlige interesser.