

Besøgsdage
Besøgsdagene er for eksempel for dig, der ikke var til Åbent Hus, og som gerne vil høre mere om Himmelev, eller som gerne vil se skolen én gang til, inden du søger om optagelse.
Hvis du går på efterskole har vi to muligheder for besøg i uge 7: tirsdag og torsdag formiddag. De ligger i uge 7, fordi mange efterskoler har vinterferie i den uge, og derfor kan besøge os der.
Vi har et fast program til besøgsdagene, hvor du får mulighed for at møde nogle af dem, som gør Himmelev Gymnasium specielt, når både rektor, elever, lærere og en studievejleder er med.
Der er selvfølgelig også tid til en rundvisning, og så byder vi på en kop te og et stykke kage til sidst. Dine forældre er også meget velkomne.
Du tilmelder dig den sidste, mulige besøgsdag ved at klikke på det ønskede tidspunkt herunder.

Studieretninger
Drømmer du om den røde studenterhue?
Så tag et kig på vores 15 forskellige studieretninger på stx.
Fagpakker
Er den blå studenterhue lige noget for dig?
Så se nærmere på vores 5 fagpakker på hf.
Introkursus og brobygning
Når du går i 8. klasse, kan du komme på introkursus på Himmelev Gymnasium for at finde ud af, om stx er noget for dig.
Du kommer typisk på et hold, hvor der også er andre fra din skole. Introkurserne varer 2 dage, og du vil få lov at prøve et bredt udvalg af gymnasiets fag, samtidig med at du også mærker lidt af det sociale liv på et gymnasium.
På Himmelev Gymnasium har vi særlige elevguider knyttet til introkurserne, som sørger for at ryste jer sammen på holdet, og som følger jer begge dage.
Når du går i 9. eller 10. klasse, kan du komme i brobygning af en uges varighed på Himmelev Gymnasium.
Her skal du i forvejen vælge, om du vil snuse til stx eller hf.
Dit brobygningshold får sit eget skema med forskellige af gymnasiets fag, så du får en realistisk oplevelse af hverdagen som gymnasieelev.
Måske er der også en fællestime eller en Go' Morgen Himmelev på programmet, mens du er her, og det skal du og dit hold selvfølgelig også være med til.
Du kommer også til at møde nogle af vores elevambassadører, der vil hjælpe dit hold med at falde til og svare på jeres spørgsmål i løbet af ugen.
Du tilmelder dig både introkursus og brobygning på Himmelev Gymnasium gennem din uddannelsesvejleder.