

Vi vil lave nyheder, som du gider læse!
Med fokus på Viden & Medier og behovet for mediering i det enorme informationsflow, som vi står i, lancerer vi nu HimmeNews. Vi deler nyheder fra skolen og fra verden omkring os, men der er også plads til dit debatindlæg, dit digt eller din billedserie! Send dit materiale ind til Louise (LR) på hglr@himgym.dk. Så ser vi, hvad der sker. God fornøjelse.
Stigning i ansøgertallet til Himmelev Gymnasium både til STX og HF --- Festen for Gamle Elever ligger samtidig med lærernes forårsfest den 15. april --- Gallafesten afholdes fredag den 28. april --- Elevrådet siger ja til brugen af ExamCookie til terminsprøver og eksamen
BREAKING NEWS

MÅNEDENS NYHEDSOVERBLIK
Hver måned hjælper vi dig med at gennemskue hvilke nyheder fra ind- og udland, der er særligt relevante for dig. Denne gang er det 3.x, der har samlet de 4 vigtigste nyheder, som du skal være opdateret på.

Do your homework!
Du har en vigtig aflevering for, men alligevel kommer du til at doom scrolle kattevideoer hele aftenen. Du kan slet ikke koncentrere dig om afleveringen. Kender du det?
1.a Mediefag (mediestudieretningen) har arbejdet med kampagnefilm om digital adfærd. Det er der kommet nogle virkelig fede film ud af. Du kan se en af dem her.

Frit gymnasievalg påvirkes af energikrisen
Du er sikkert helt med på, at verden står midt i en alvorlig energikrise. Du har sikkert også fattet, at det bl.a. betyder, at der bliver skruet ned for varmen både derhjemme og på skolen. Måske har du hørt om butikker og hoteller, der har droppet julebelysningen. Men vidste du også, at energikrisen kan få direkte indflydelse på det frie gymnasievalg?
Der er millionbesparelser på vej i den kollektive trafik, og det kan have alvorlige konsekvenser for især unge i provinsen der snart skal til at vælge gymnasium. De stigende energipriser betyder nemlig, at regionerne skal spare, og det gør de bl.a. ved at fjerne busruter i mindre befolkede områder. Og når eleverne fordeles på gymnasierne ud fra deres rejsetid, så kan det betyde, at mange unge reelt fratages det frie gymnasievalg. Er det rimeligt?
Læs artiklen "Busnedskæringer i provinsen kan ramme unges frie uddannelsesvalg"

Svære nattetimer for mange unge
Når det bliver nat ligger flere og flere børn og unge søvnløse med svære tanker og følelser. Det fortæller Børns Vilkår, der står bag Børnetelefonen. Derfor har Børnetelefonen siden 1. november haft udvidet åbningstid, sådan at man nu kan komme i kontakt med dem døgnet rundt.
Men det er særligt om natten, at børn og unge har brug for at tale med nogen. Alene i november modtog Børnetelefonen 6.425 opkald i timerne mellem kl. 23 og kl. 7. Hver tredje af disse samtaler har handlet om psykisk mistrivsel - herunder selvmordstanker, selvmordforsøg, psykiske lidelser og angst.
Børnetelefonen giver gratis og anonym rådgivning til børn og unge. Du kan få fat på dem på 116111.
Læs artiklen "Børn og unge ligger søvnløse med svære tanker"

Hvad skal der ske med dine organer?
Har du taget stilling til, hvad der skal ske med dine organer, når du dør? Undersøgelser viser at kun 1 ud af 10 danskere ved, at man faktisk kan registrere sig i Organdonorregistret, fra man er 15 år. Det positive er dog, at unge tilsyneladende er bedre oplyst end resten af befolkningen, for det skulle eftersigende være 1 ud 3 unge mellem 15 og 19 år, der kender til muligheden allerede fra det fyldte 15. år.
Hvorfor er der så så få unge, der har taget stilling til organdonation, kan man spørge? Måske fordi det er et virkelig svært emne at tale om. Derfor har Dansk Center for Organdonation lavet en iBog om emnet, som de opfordrer gymnasierne til at bruge.
Læs artiklen "Mange mangler viden om muligheden for at registrere sig i Organdonorregistret"
HIMMETALK S2:E1
OUT NOW

Gymnasiefesternes endeligt?
Sundhedsstyrelsen udsendte i begyndelsen af skoleåret et brev til rektorerne på landets gymnasier og erhvervsskoler med en række forslag til, hvordan man kan reducere alkoholforbruget til fester og andre arrangementer. Et af forslagene lyder bl.a. på helt at forbyde alkohol til festerne fra skolestart og til efterårsferien. Faktisk så fraråder Sundhedsstyrelsen helt, at unge under 18 år overhovedet drikker alkohol. Bl.a. fordi det skader hjernen.
Men der er ikke overraskende delte meninger om et totalforbud. DGS (Danske Gymnasiers Sammenslutning) mener ikke, at et forbud er realistisk og peger fx på, at festerne så bare rykker ud i mere utrygge rammer. Hvad mener vi egentlig på Himmelev Gymnasium? Skal det være slut med forfest og fadøl i baren?

3.c-piger vinder filmkonkurrence
I anledning af 50 året for Danmarks optagelse i EF/EU udskrev Folketingets EU-Oplysning en filmkonkurrence, og vi er da megastolte over at kunne fortælle, at Clara, Ida, Jasmin, Jennifer og Julie fra 3.c netop er kåret som suveræne vindere af konkurrencen med filmen "Danskernes tilhørsforhold til EU". Nu skal de både trykke hånd med Folketingets formand Søren Gade og spise frokost i Snapstinget.
Du kan se vinderfilmen lige her.

Er der en ny kold krig på vej?
Hvorfor det er så vigtigt for Rusland at sønderbombe nabolandet Ukraine? Og er vi i virkeligheden på vej ud i en ny kold krig? Det forsøger 3.z at give dig svarene på i denne video, som er lavet i forbindelse med et forløb om netop Den kolde Krig i historie. Bliv bl.a. klogere på hvordan russerne bruger historien som argument for invasionen.
