Regnbueudvalget

HF

2 år med målrettet undervisning, et stærkt fællesskab og plads til den enkelte. Få perspektiv på fagene og virkeligheden ind i klasserummet. Bliv klar til at læse videre.

Hf Studenter (1)

Fagpakker

Uddannelsen

Hf er for dig, der gerne vil videre i livet. Måske har du gået i 10. klasse og har allerede en idé om, hvad du gerne vil lave efter gymnasiet.

Det kan også være, at du kommer direkte fra 9. klasse og har lyst til en gymnasial uddannelse, der kombinerer høj faglighed med projekt- og praktikforløb.

Fagenes anvendelse i virkeligheden er et vigtigt element i uddannelsen. 

Når du vælger at tage din hf-uddannelse på et gymnasium, bliver du samtidig en del af et mangfoldigt og ungt studiemiljø med høj trivsel og masser af aktivitet – også efter skoletid.

På Himmelev Gymnasium gør vi meget for at integrere vores to uddannelser, så du kommer hurtigt til at lære andre elever at kende på tværs af hf og stx.

Hf er en almen gymnasial uddannelse. Det betyder, at du kommer til at møde mange forskellige fag og arbejdsformer.

Du kommer til at arbejde målrettet med dine skriftlige kompetencer og din evne til at fordybe dig og arbejde selvstændigt. 

Du behøver ikke vide præcist, hvad du gerne vil i livet, når du begynder på hf, men du skal være ret afklaret med, at du vil noget med din uddannelse.

Det er et fuldtidsarbejde at gå i gymnasiet, men det er også sjovt, berigende og udviklende.

HF er for dig, der gerne vil læse videre på en erhvervsakademi- eller en professionsbacheloruddannelse.

Du kan blive alt fra pædagog til politibetjent, fra laborant til lærer, fra markedsføringsøkonom til multimediedesigner. Hvis du vælger fagpakken HF – Universitet, får du også adgang til de lange universitetsuddannelser.

Se alle vores fagpakker lige her

VÆRD AT VIDE OM UNDERVISNINGEN

Uddannelsens opbygning

Hf-uddannelsen er inddelt i 4 semestre. De to første ligger i 1.hf. De sidste to i 2.hf. På 1.hf har du obligatoriske fag, som er ens for alle. Det er først på 3. og 4. semester, at du går i gang med dine fagpakkefag. Nogle fag strækker sig kun over et enkelt semester, og du skal derfor til prøve allerede efter det første semester.

Introforløbet

De første uger skal introducere dig til fagene og fagenes arbejdsformer, til det vigtige sociale liv på skolen og til livet som gymnasieelev i det hele taget. I introforløbet vil du og din klasse have tæt kontakt til klassens elevtutorer, der vil hjælpe med at ryste klassen sammen og sørge for, at du hurtigt falder til på Himmelev Gymnasium.

I løbet af det første semester indkaldes du til en evalueringssamtale hos din studievejleder, der skal sikre, at du er faldet godt til på skolen og på din uddannelse.

Fagene

Obligatoriske fag
Hf giver en bred indsigt i historie, kultur, naturvidenskab og samfundsforhold. De obligatoriske fag er: 

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik C
  • Idræt eller et kunstnerisk fag C
  • Kultur- og samfundsfaggruppe (KS)
  • Naturvidenskabelig faggruppe (NF)

Du skal vælge mellem idræt eller et af disse kunstneriske fag allerede, når du ansøger om optagelse:

  • Billedkunst
  • Dramatik
  • Mediefag
  • Musik

Fagpakkefag
Der er to fag i din fagpakke. Det ene fag er på B-niveau, det andet på B- eller C-niveau. Du begynder på fagpakkefagene i 3. semester. Hvis du vælger den udvidede fagpakke HF – Universitet, får du 4 fagpakkefag. Det ene er på A-niveau. De andre er på B-niveau.

Valgfag
Du har ét valgfag på hver fagpakke med undtagelse af HF – Universitet, hvor der ikke er plads til valgfag. På Himmelev Gymnasium har vi en bred vifte af Valgfag (hf) at vælge imellem.

Du kan allerede nu prøve at sammensætte fagene på din fagpakke med fagpakkevælgeren

Fagenes niveauer

A-niveauet er det højeste niveau. Du skal have Dansk A i både 1.hf og 2.hf.

På hf har du i udgangspunktet ét A-fag og fire B-fag. Derudover har du seks fag på C-niveau. Du kan vælge at løfte niveauet i et af dine fag, når du vælger valgfag.

Prøv fagpakkevælgeren og få overblik over dine valgmuligheder.

Arbejdsformerne

Undervisningen i gymnasiet er meget varieret. Nogle fag foregår i vores laboratorier, mens andre holder til i faglokalerne eller i klasselokalerne. På en almindelig skoledag vil du således både kunne opleve at skulle lave eksperimentelt arbejde i fysik, tage på mountainbiketur i idræt, høre et oplæg i dansk og have gruppearbejde i engelsk. Undervisningen er moderne og har på Himmelev Gymnasium ofte et tvist af Viden & Medier, hvilket betyder, at du fx kan arbejde med podcast i KS eller screencast i NF, og at en aflevering ikke nødvendigvis gøres op i tegn men lige så godt kan være lyd eller video.

Ekskursioner

Vi tager ofte ud af huset for at sætte undervisningen i relation til virkeligheden. Nogle gange bliver du bevæbnet med fiskenet og gummistøvler, når der skal tages vandprøver i Lejre Å. Andre gange får du måske lov at synke ned i de bløde sæder og bare opleve det, der foregår på scenen, når vi tager i Det kgl. Teater. Som et led i din praktik besøger vi bl.a. Professionshøjskolen Absalon for at prøve en dag som studerende på en af deres mange uddannelser.

Lærerne

Lærerne er alle universitetsuddannede og underviser typisk i 1-3 fag. Derudover har de alle sammen en særlig gymnasielæreruddannelse, som kaldes pædagogikum. Det betyder, at de både er eksperter i deres fag og i den ædle kunst at undervise. Du kan finde alle vores lærere på siden Personale.

Du kan altid kontakte dine lærere, hvis du har brug for en snak om dit faglige niveau, din udvikling eller trivsel. Dine forældre kan møde dine lærere, når vi en gang om året inviterer til forældrekonsultation.

Klassens lærerteam

Klassens lærerteam består af to lærere, som fungerer som klassens kontaktlærere. Lærerteamet er særligt opmærksomme på klassens og den enkelte elevs trivsel, og så er det dem, der sikrer, at især skriftlige afleveringer bliver fordelt nogenlunde jævnt hen over året. Dine forældre kan møde lærerteamet, når der er forældremøde i 1.gh.

Vores forventninger til dig

For at kunne lære nyt skal du selvfølgelig også selv være motiveret. Du behøver ikke have planlagt hele din fremtid endnu, men du skal være klar til at yde en indsats, være frisk på udfordringerne og have lyst til at være en del af fællesskabet.

Vi forventer, at du møder til tiden, deltager aktivt i undervisningen, har lavet dine lektier og afleverer dit skriftlige arbejde inden for afleveringsfristen. Du skal have lyst til at læse og lære og være nysgerrig og opsøgende i forhold til det faglige.

På Himmelev Gymnasium behandler vi hinanden med respekt og tolerance. Det er beskrevet i vores Studie- og ordensregler.

Karaktergivning

Som hf-elev skal du til prøve i alle afsluttende fag. Derfor er der heller ikke en årskarakter, som tæller med på eksamensbeviset. Til gengæld får du standpunktskarakterer i alle dine fag to gange om året. Du får også en årskarakter i 1.hf i de fag, der fortsætter i 2.hf. Du kan se dine karakterer på Lectio, når du er logget ind.

Du kan altid få en snak med dine lærere om dit standpunkt, både når karaktererne offentliggøres og i løbet af året, hvis du har brug for at høre nærmere om din faglige udvikling.

I den daglige undervisning har vi fokus på formativ evaluering. Det betyder, at vi gør noget ekstra ud af at give dig brugbar feedback på både afleveringer og mundtlige præstationer. I undervisningen skal der være plads og tryghed til at prøve sin viden af og nogle gange også til at fejle.

Studieturen

Studieturen i 1.hf er altid et højdepunkt. Vi rejser for at få store og nye oplevelser sammen, for at sætte undervisningen i relation til virkeligheden og for at styrke de sociale bånd i klassen.

Din klasse rejser sammen med to lærere, og der er altid et fagligt program, som forberedes i undervisningen, inden I tager afsted. I er typisk afsted fra mandag til fredag.

Vi rejser bæredygtigt på Himmelev Gymnasium, så vi foretrækker destinationer, som vi kan nå med bus og tog. Typiske rejsemål er fx Berlin, Amsterdam og Krakow.

Du skal selv betale for studieturen, så vi anbefaler, at du allerede fra begyndelsen af skoleåret begynder at spare op. Udgifterne til en studietur på Himmelev Gymnasium må i skoleåret 2022-2023 ikke overstige 5000 kr. Beløbet dækker både transport, ophold, morgenmad og udgifter til entreer o.lign men ikke lommepenge. I bliver altid spurgt på forhånd af rejselærerne, hvordan budgettet helst skal ligge, så det passer til jeres økonomi.

Himmelev Gymnasiums Rejsefond har mulighed for økonomisk at støtte elever, der ellers ville have svært ved at komme med på studietur.

Efter skoletid

Der er altid liv på gangene på Himmelev Gymnasium – også efter skoletid. Udover at deltage i de store fælles begivenheder som himmefesterne og vores musikcafé Blue Note, så kan vi kun anbefale, at du melder dig ind i et af vores mange udvalg eller grupper, som både mødes i pauserne i løbet af skoledagen og efter skoletid. Det giver dig ikke bare en masse nye relationer på skolen men også en mulighed for at få indflydelse på hverdagen og livet på Himmelev Gymnasium. Du kan læse meget mere om vores mange udvalg på siden Elevudvalg og fester. Læs også om den store vinterforestilling, som vores kreative gruppe Creative Arts stabler på benene hvert år. Du har også mulighed for at stille op til nogle af de mange sportsturneringer, som vi selvfølgelig også deltager i sammen med andre gymnasier fra hele landet. Du kan se nærmere på nogle af mulighederne på siden Frivillig idræt.

FAQ om HF

Om skoledagen og lærerne

Hvor lang er en almindelig skoledag på Himmelev Gymnasium?
Du møder kl. 8.10 de fleste dage og har ikke senere fri end kl. 15.05. Nogle dage kan du endda være heldig at have fri allerede kl. 13.25. Derudover er der frivillig Mat Lab to gange om ugen, hvor en del elever bliver på skolen for at få lektierne lavet færdige i matematik, inden de tager hjem. Mat Lab er åbent kl. 14.30-16.30, og der er altid dygtige Mat Lab-instruktører til stede til at hjælpe. De er allesammen gamle himmegængere.

Hvordan er forholdet til lærerne?
Vi går ret meget op i god stemning på Himmelev, og du vil derfor også opleve, at lærerne generelt er interesserede i at lære eleverne godt at kende. Der er en uhøjtidelig stemning i klasselokalet og på skolen, og vi gør meget ud af at møde eleverne i øjenhøjde.

Om de det faglige niveau

Der er nogen, der siger, at det er hårdt at gå i gymnasiet. Passer det?
Gymnasiet er, hvad du selv gør det til. Nogle gange vil du sikkert synes, at du har travlt, og at det er hårdt at komme ud af sengen om morgenen. Andre gange glæder du dig bare til at komme i skole og til at se dine venner. Du kan tænke på det som et fuldtidsarbejde. Selvfølgelig skal du følge med og lave dine ting, og der bliver også stillet krav til dig. Men det er faktisk vigtigt, at du også giver dig selv lov til at holde fri og dyrke dine andre interesser. Det skal der også være tid til om aftenen og i weekenderne.

Hvor lang tid skal jeg regne med at bruge på lektierne?
Det er ret forskelligt fra fag til fag, og i perioder vil der være flere lektier end til hverdag. Du skal nok regne med at skulle en tur omkring din computer og dine bøger hver dag efter skole. Der er både almindelige læselektier (nogle kan du måske klare i bussen på vej til skole) og skriftlige afleveringer hver uge. Vi har også mere kreative lektier for af og til, fx hvis vi laver podcasts i undervisningen eller skal have et interview med til næste time.

Jeg er lidt nervøs for, at alle andre er dygtigere end mig. Hvor god skal man egentlig være for at starte i gymnasiet?
Der er fin plads til elever på mange forskellige faglige niveauer, og undervisningen bliver derfor tilpasset den enkelte klasse og den enkelte elev. Men tænk på det sådan her: Hvis du lever op til optagelseskravene, så er du klar til at gå i gymnasiet. Og hvis det er lidt svært, så kan man nå langt med en ekstra indsats og god hjælp. Det første står du selv for, det sidste har vi masser af.

Hvad så, hvis man har haft ret let ved fagene i folkeskolen og bare trænger til nogle faglige udfordringer?
Så har vi en række talentprogrammer som du enten kan tilmelde dig eller ansøge om at blive optaget i. Det er fx U-faktor, der er en slags brobygning med de videregående uddannelser, og ATU (Akademiet for Talentfulde Unge).
Skriv til vores talentkoordinator Christian Halvgaard, hvis du vil høre mere om talentprogrammerne: hgch@himgym.dk

Om det sociale miljø

Er der mange arrangementer efter skoletid?
Det sociale liv er jo en meget vigtig del af gymnasielivet. Så du kan godt glæde dig allerede til mange forskellige fede arrangementer. Festerne har du måske hørt om, men ved du også, at vi holder musikcafé ca. en gang om måneden en tirsdag aften? Derudover er der selvfølgelig en række eftermiddagsarrangementer at se frem til fx Quizeftermiddagen, Danmarks Indsamlingen, træningskampene for sportsholdene, øvegangene for Creative Arts, skakturneringen og musikelevernes eksamenskoncert.

Jeg elsker at bidrage og være med til at planlægge alle mulige ting. Hvad kan jeg bidrage med på Himmelev?
Vi har rigtig mange udvalg på Himmelev Gymnasium, som du kan slå dig løs i. Tjek fx Elevrådet, Fredagsbarudvalget, Himmeleaks (vores skoleblad), Blue Note (vores musikcafé), Regnbueudvalget, Trivselsudvalget, HimmeTalk (vores podcast) og Grønt Himmelev (bæredygtighedsudvalget). I nogle udvalg sidder der både lærere og elever. I andre er der kun elever. Find et udvalg, der passer til dine interesser, og meld dig ind med det samme. Der er plads til alle i udvalgene. 

Y7A8907 (1)

DESIGN DIN FAGPAKKE

Prøv fagpakkevælgeren. Her kan du se hvilke obligatoriske fag og valgfag, der er plads til i din drømmefagpakke.

Gå til fagpakkevælgeren

Mat Fys

SE VORES MANGE VALGFAG

Valgfagene giver dig mulighed for at tone din fagpakke efter dine særlige interesser.

Se valgfag på hf